Bolsjehjerte

Roman af Jóanes Nielsen

“en genremæssig hybrid (…) et hidtil uset, men meget muntert og ofte livsbekræftende miks af roman og selvbiografi og metalitterært inficeret autofiktion.” – Erik Skyum-Nielsen, Information

“Det er samfundshistorien på Færøerne set med et folkeligt blik, der gerne ser skærven i naboens øje. Det er jo morsomt, og Jóanes Nielsen fejrer store triumfer i genfortællingen af nid og nag, og hans gengivelse af erotik er yderst medrivende. Hans sider dirrer ofte af en intensitet omkring det menneskeligt basale, som ville have glædet Bachtin, den store russiske litteraturkritiker.” – Bo Hakon Jørgensen, Kristeligt Dagblad

“Genialt skildrer Nielsen lokalkoloritten i lillesamfundet i bygden Sumba, og de regionale tilhørsforhold, som har så enorm betydning for romanen og dens personer (…) en interessant reflektion over tilhørsforhold og mangel på samme. Samtidig beskriver den mødet mellem forskelligartede kulturer og fortællingen om det færøske folk og dets historie løfter sig, og bliver både lokal, global og nutidig.” – Anne Wehner, Bogblogger.dk

“Det hele går op i en højere enhed i takt med læsningen, hvor selv indgående beskrivelser af sandsugerteknik og konstruktionen af Øresundsbroen forunderligt nok bliver interessant.” – Margit Andersen, Kommunist / Arbejderen

Det er råt og vildt, når Jóanes Nielsen slår gækken løs i sine fabulerende og fortællelystne historier om komplicerede familieforhold og både faktuelle og opdigtede historiske begivenheder. Nielsens sproglige overskud og fantasi er vidunderlig at give sig hen i.”Dansk BiblioteksCenter

Bolsjehjerte er andet bind i Jóanes Nielsens fortælling om de færøske slægter Brahmadellerne og Tvibur, en krønike der godt og grundigt blander fiktion og virkelige hændelser i nyere færøsk historie. Den første bog i krøniken er Brahmadellerne.

Bolsjehjerte er en fortælling om familiebånd og venskab, kærlighed og had, sex, kristendom og djævelskab, medlidenhedsdrab, færøske nazisympatisører, sandsugning og slædehundemassakre i Grønland, en okkult Forbandersekt, et bombeattentat mod Lagtinget, en skibsulykke, rabbinerbesøg i bygden Sumba, bersærkergang i Klaksvík – og et møde med Den Onde selv.

Fortællingens omdrejningspunkt er forfatteren Eigil Tvibur, som har gener fra både Brahmadell- og Tviburslægten. Eigil er voldtægtsbarn, undfanget da hans farfars bror voldtog sin niece i en kostald i Sumba, og han kæmper en stadig kamp for at forlige sig med sig selv og sin herkomst. Han har et på samme tid ømt og brutalt sind – og et temperament som indimellem bringer ham i vanskeligheder.

Se annmeldelser af den første bog i krøniken, Brahmadellerne, her.

BOGFAKTA

Roman af Jóanes Nielsen
Oversat fra færøsk
Omslag: Høgni Egholm Magnussen
Forlaget TORGARD, 2019
370 sider
Format: 14 × 22 cm

ISBN 978-87-92286-99-4

Udkommer 24. maj 2019