Gyrðir Elíassons novellesamling Gula húsið var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i 2002. Novellerne blev i den forbindelse oversat til dansk af Björn Sigurbjörnssons (1949-2003), men oversættelsen blev aldrig udgivet. Det er der så hermed rådet bod på.

“Der er en intensitet og en dresseret vildskab i Elíassons prosa, som er uden sidestykke. (…) Vi er nede i det ultrakorte format på ganske få sider, hvor der hverken er plads til løs tale eller floromvunden snak. Her er hverdagssitutioner trukket præcist op, og så lurer der et eller andet fælt i historierne.” – Anne Skov Thomsen, Nordjyske

“… noget af det bedste jeg har læst i år. Hvis du kun skal læse en novellesamling i år, så vælg “Det gule hus”. – Anne Wehner, Bogblogger.dk

“Meget flotte og stemningsmættede noveller i en minimalistisk stil. Der er en helt særlig nøgternhed over skrivestilen, der trækker på naturen og isolationen som inspirationskilde.” – Dansk BibliotesCenter

I forbindelse med nomineringen til Nordisk Råds Litteraturpris skrev anmelderne:

“29 florlette noveller, der imidlertid med dybe sug af melankoli, stille simrende humor og poetisk nærvær, er en ubetinget og indgribende fornøjelse at læse.” – Henrik Wivel, Weekendavisen

“(…) korte, minimalistiske og meget intense stykker bygget op omkring en situation, en stemning, et billede, der vider sig ud i fortættet betydning. Han skriver med en fantastisk ro om de mest dramatiske ting.” – May Schack, Politiken

“(…) en beregnende dramatik-fuser, en leg med identifikation og marginale eksistenser. Bedst som læseren tror, at nu er der forløsning for alle pengene, ja, så sker der ikke noget. (…) Og det er netop det fede!” – Bo Kampmann Walther, Kristeligt Dagblad

“(…) en egen korthuggen antydningskunst, der lader visse handlingselementer stå som tegn, som sære emblemer i et univers, der til den ene side forekommer realistisk genkendeligt, men som til den anden side vider sig ud mod metafysikken.” – Erik Skyum-Nielsen, Information

Et klip fra novellen Ingen er alene:

“Jeg kiggede på jordemoderen i det svage skær fra lampen. Hun strøg det sorte hår væk fra de kulsorte øjne, og hendes kobberfarvede kind skinnede; skinnede som en gammel lampeskærm.
   Jeg kiggede over mod lægen, som så dumt på mig og pillede ved de øverste knapper på sin kittel. Jeg betragtede hans hænder. De var lodne og solbrændte, mindede lidt om fugleedderkopper.
   Jeg kiggede på mor og på min lillebror, som jeg ikke havde haft i går, men havde i dag. Mor kiggede tilbage på mig, men så slog hun blikket ned. Jeg vidste hvorfor.”