Indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2020

“I Oddfríður Marni Rasmussens beskrivelse af sygdommens ankomst og gradvise besættelse af Elsas krop findes en sjælden skønhed og bevægende skrift, hvor han med næsten lyrisk elegance følger hendes liv helt til dørs. Det er en sørgelig smuk roman om det liv, der er helt tæt på, og som efter døden kun kan fastholdes i mindet. Det er en bog om opløsning af et liv, fortalt af Janus, hvis forfatterdrøm aldrig realiseres, men som i romanens univers lykkes med stor kraft.” – Information

“et stykke meget smuk og poetisk sorglitteratur. (…) jeg [er] dybt imponeret over de ord, som Janus (romanens fortæller, red.) sætter på frygten, sorgen, angsten og magtesløsheden. At han formår at fange sorgens essens.” – Bogblogger.dk

“Rasmussen har sammenflettet en smuk og rørende fortælling om, hvordan det er at tabe sig selv på gulvet, og om at kæmpe sig op igen. (…) [Romanen] inviterer til samtale om væsentlige, eksistentielle emner, der berører de fleste, formidlet i en poetisk vugge, hvori tid er visen, der sender en frem og tilbage. (…) en bog, der vedkommer og vedrører de fleste.” – Modspor.dk

“…siden Aidts “Carls bog” har jeg ikke haft så knugende hjerte og trillende tårer gennem en bog. Fortællingen om forfatteren Janus og hans kone Elsa, der får en aggressiv hjernesvulst er ikke en dans på noget som helst. (…) en damn nådesløs fortælling, ubehagelig og alligevel dragende.” – Litteraturdk.com

“En barsk og rørende beskrivelse af et sygdomsforløb og den fortvivlelse, afmagt og sorg, der følger med. Romanen er ikke kun hård læsning, men også fuld af fine lyriske passager.” – Dansk BiblioteksCenter

Der er ikke meget poetisk ved en hjernesvulst. De billedrige skildringer i Oddfríður Marni Rasmussens roman om forfatteren Janus, der oplever sin kone Elsas kamp i et sygdomsforløb uden håb, er imidlertid ikke kun rå men indimellem også overraskende lyriske.

Romanen handler om kærlighed, om fortvivlelse, styrke og afmagt og måske mest af alt om at miste kontrol. Svulsten bryder ind i Elsas bevidsthed og parrets tilværelse som en mørk næve og reducerer deres samtaler til få ord og rim.

Det er Rasmussens fine dobbeltgreb, at skildringen af kærligheden og sygdommen væves sammen med Janus’ umiddelbare reaktion og forsøg på at beskrive forløbet og den dødende ved at “søge i det dunkle og skrive på det hvide”, som der står i begyndelsen og slutningen af romanen.

Først når … var vinderromanen i en færøsk romankonkurrence i 2018, og blev tildelt Færøernes Litteraturpris 2019.