Indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2018.

“Nielsen er ironiserende og har sans for det absurde. Bogen er herligt fyldt med eksempler på Nielsens fabulerende, fortællende stil, hvor der altid er mere på færde. (…) Nielsen får det mest ubetydelige til at funkle lyrisk.” – Dansk BiblioteksCenter

Der er noget hedensk over Jóanes Nielsens nye digtsamling Gudehoved. Guder plejer at være hele gestalter, men her er helligdommen reduceret til et hoved, og i digtet Halvgammel sejdræber endda på et fad i skikkelse af et helleflynderhoved.

Billedet markerer en hilsen til den noget yngre Jóanes Nielsen, der brød igennem til et større og dansk publikum med samlingen Kirkerne på havets bund fra 1994, hvor kirkerne er de fiskestimer, der brødføder befolkningen på de grønne øer i Nordatlanten, og hvor Jóanes Nielsen for første gang begyndte at skrive digte med en religiøs billedkreds.

Titlen Gudehoved skal derfor ikke få nogen til at tro, at Jóanes Nielsen er gået i kloster. Som altid er hans nye digtsamling spundet af hverdagens tilskikkelser, som han på denne måde ophøjer til at have en særlig betydning. Det er digte om havet og månen, de levende og de døde, slægten og de smuldrende venskaber, den aldrende krop og barndommens stadig mere lysende sprog. Jóanes Nielsen er en af de digtere, der kan fremtrylle det væsentlige ud af det mest ubetydelige og samtidig skrive stærkt lyrisk om den verden, der er i uorden. Som her i digtet Andet venteværelse:

Natten har tabt sine nøgler
en tom barnevogen venter på Jesus
på os alle venter tomme fartøjer.
Langs Mælkevejen utætte haner med dråber af galskab.
De har solgt stjernerne
bagtalt regnen
skabt uorden i nattens lyssystem.
Himlen, et gudealderdomshjem
lad nu det ligge
men englene
fløjtespillerne i vores lyse drømme
jeg kræver at få navnene på deres drabsmænd udleveret.