Guldpigen er 10 grotesker, 10 fortællinger fra en anden, men dog ofte foruroligende bekendt verden.

Indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2012.

“I Hanus Kambans imponerende overflødighets-noveller ligger alle epoker, alle litterære stiler, lag på lag. (…) Kamban byr på en overraskende fantasifylde, som løfter hans noveller utover det alminnelige og forventede, og inn i et landskap der vi hver gang forbløffes over retningen fortellingene tar.” – Ane Farsethås i norske Morgenbladet. Læs hele anmeldelsen her.

“Hanus Kamban er egentlig bedst, når han skriver sig tættest ind under virkeligheden og forholder sig mest realistisk til sine historier. Som i den smukke åbningsnovelle »Saxifraga nivalis«, der beskriver en ung mand på Færøerne, der en sommerferie forføres af en sømandsenke og indvies i erotikkens mysterier, ansigt til ansigt, som der står hos Paulus. Samme forførende kraft er der over »Den vrede skrift«, en lang novelle om en mands (krigs-)forbrydelse, skyld og umulige længsel efter nåde og udsoning med fortiden. (…) I begge disse historier brænder en lidenskab igennem, der får handlingen til at stå med prægnans.” – Henrik Wivel i Weekendavisen Læs hele anmeldelsen her.

“Guldpigen kunne være skrevet overalt i denne postmoderne verden. For grundpræget i de 10 tekster er eventyrligt, magisk og mytisk, i traditionen fra Poe, Blixen og Borges. Hvor den højlitterære bestræbelse kulminerer – i en fremtidsnovelle, der minder om Ursula K. le Guin – strør han gavmildt om sig med lyrikcitater fra T.S. Eliot, Yeats og Dylan Thomas. Kvinden i titelnovellen gennemgår en ’gotisk’ forvandling, og i sin fangekælder opbevarer hun berømte mænd såsom Kaspar Hauser og Edmond Dantès!” – Erik Skyum-Nielsen og Torben Brostrøm i Information

“Det var med forventning om måske at møde virkelighedens Færøerne, at jeg åbnede Hanus Kambans bog, men der tog jeg fejl! Selv om han faktisk lægger ud med at beskrive en dreng, der tjærer et hus med græs på taget, går der hurtigt magisk realisme og fantastik i den. Forfatteren fra det stolte klippesamfund i Atlanten skriver ikke for hvem som helst, men udpeger en fremtid, der måske er tættere på, end vi tror. Kamban er med garanti ikke noget for min svigermor.” – Jes Stein Pedersen i Politiken