“En rørende og relevant bog om det at miste en af sine forældre …” – Materialevurdering fra DBC (Dansk BiblioteksCenter)

  “Det er en meget nænsom beretning om at bevare værdigheden, både sin egen og moderens, i disse måneder, hvor den gamle forsvinder mere og mere ind i sin egen verden og bliver mindre og mindre mor – og mere barn.” – Anne Skov Thomsen i Nordjyske.

“[Forfatteren] skriver med en let pen, så det næsten kan føles, som var det breve fra en ven (…) fint sanset rapport fra et af livets skæringspunkter.” – Mai Misfeldt i Kristeligt Dagblad.

“Sproget er poetisk og formidler smukt og sanseligt de komplekse følelser der opstår, når en af livets mest monumentale støttepiller, moren, forsvinder.” – Bogvægten.dk

På den anden side er marts er Sólrún Michelsens meget personlige roman om det sidste stykke tid sammen med sin mor, der forsvinder mere og mere på alderens vej mod døden. Det tvinger hende ud i overvejelser om, hvad en mor egentlig består af. Om sine egne børn, sin egen rolle som en mor, der nu er blevet både mor for sin mor og mormor for sine børnebørn.

En roman om den svære balance mellem foranderlighed og tryghed.

Romanen var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2015.

Uddrag af bogen:

“Jeg vænner mig langsomt til, at ingenting bliver det samme, som det var. Vænner mig så småt af med at være datter. Nu jævnes der ud. Jeg kan mærke, at jeg er begyndt at  slappe mere af, når jeg er sammen med hende. Modstandskraften er skrumpet ind til en tung, mørk plet.
    I lang tid forestillede jeg mig, hvordan vi skulle have det, når jeg kom på besøg. Hvad jeg skulle fortælle hende. Hvad vi skulle lave. Jeg skulle have fat i enden på det gamle. Det, der plejede at være. Så ville alt være godt. Men det blev aldrig, som jeg havde planlagt, hvor meget jeg end forsøgte at dreje snakken ind på den rigtige kurs. Jeg var skuffet og frustreret, hver gang jeg tog hjem igen.
    Så gav jeg op. Nu tager jeg det mere, som det kommer. Forventer ingenting, men er der bare. Fortæller noget sjovt og får hende til at le. Hun er jo den samme. Har bare glemt noget og taget noget andet til sig i stedet. Jeg skal huske at lytte. At lytte til, hvad hun siger. Verden er bare kørt lidt af sporet. Min verden. Hun har ingen problemer med sin. Jeg skal tale med om hendes verden. Den er slet ikke så dum, når man accepterer den.”