
Tapet mellem århundreder
Digte af Jóanes Nielsen “Jóanes Nielsen er en af Nordens bedste lyrikere for tiden og til tiden. (…) Læs ham før din nabo. (…) [Han] skriver poesi. Eksistenspoesi fra helt derude, hvor vinden vender og blæser mågerne væk med drukne skrig. Men også helt derindefra, hvor tapet hvisker mellem århundreder om levet liv og en død inden for rækkevidde.” – Henrik Wivel i Kristeligt Dagblad. Læs anmeldelsen her.
“Jeg skraber indmaden ud af ordene, skriver Jóanes Nielsen et sted. Det er en fryd at følge, hvordan han udfører operationen. (…) Jóanes Nielsens sproglige fantasi er betydelig, både når han udforsker naturen og raser over kulturen. (…)” – Thomas Bredsdorff i Politiken. Læs anmeldelsen her.
“Jóanes Nielsens saftfyldte digte vader ind i læseren med gummistøvler på. (…) han [har] opfundet en roligt vejrtrækkende digtform med brug af parallelle sætningsoptakter og listeformede opremsninger af verber og substantiviske led (…) et udtalt episk, fortællende præg, men interessant nok kombineret med en original, tit næsten surrealistisk, billedbrug.” – Eriks Skyum-Nielsen i Information. Læs anmeldelsen her.
“Jóanes Nielsens digtsamling ‘Tapet mellem århundreder’ er det skønne og det ækle blandet sammen i en række vellykkede digte, der, når de er bedst tvinger en til at tænke hårdt og længe over tilværelsen og den retning vi bevæger os i.” – Daniel Boysen på Modspor.dk
“‘Tapet mellem århundreder’ er en glimrende digtsamling, der er nem at gå til.” – Bogrummet.dk
“Når det er bedst, lykkes Jóanes Nielsen med nogle usædvanligt hårde og smukke ordbilleder, der bygger bro mellem det adskilte og modsatrettede, håbet og døden.” – Lektørudtalelse fra DBC (Dansk BiblioteksCenter)
Færøske Jóanes Nielsens digte er elsket af mange danskere, som sætter hans stærke ord og generelle bramfrihed højt. Alderen har ikke mildnet Nielsen, nærmest tværtimod.
I Tapet mellem århundreder undersøger han ”om der findes nye uniformer i mareridtets klædeskab”, men han skruer også ”pærer i nye eventyr”. Jóanes Nielsen er igen stævnet ud på den færge, der udforsker alle sammenhænge i et storladent tapet mellem himmel og jord, mellem før og nu, væbnet med ”et hjerte beklædt med fjer”.
Uddrag fra langdigtet Havets lanterner:
Hver tid sin charme
hver charme sin tube af Brylcreem.
Og så ringede en eller anden kraftidiot en nat
og sagde han var Gud
bad mig forberede mig på det allerværste
som om det ikke var slemt nok at selveste Gud slog på tråden.
Jeg bliver i dårligt humør af min løsrevne biceps
årene på søen og ved cementblanderen har tæret på min rygsøjle.
Det fysiske forfald genspejles i sjælen.
Mit bid er blevet svagere.
Alt for hvide tænder er mistænkelige.
Den sjælero man siger kommer med årene
har nok glemt min adresse.
Jeg skal dø.
Det er udsigterne
og indimellem fylder tanken mig med en mørk tilfredshed.
Har en nogenlunde indsigt i nattens hemmeligheder
verden
opført af skrøbelige pinde.
Gentagelsen kan være smuk og beroligende
og kedsommelig.
BOGFAKTA
Tapet mellem århundreder.Digte af Jóanes Nielsen.
På dansk ved Hugin Eide.
Forlaget TORGARD, 2016.
64 sider
Format: 15 × 22 cm
ISBN 978-87-92286-89-5
Udgivelsesdato: 13. maj 2016.
Nogle af digtene har været offentliggjort tidligere i Smukke fejltagelser fra 2011.
KØB BOGEN HER.